Polyester Cup 2021 – Team Seehausen beretning

8-9 Maj

8 super sejladser i fantastisk Hobie vejr – og en tråd mere end 25 år tilbage i tiden til Hobie Fleet 815

Lørdag den 8.maj stillede 10 HC 16 Classic til start i det traditionsrige 2-dages stævne Polyester Cup. Som sædvanligt godt arrangeret af Kastrup Sejlklub og med et parallel stævne for Finnjoller.

De to dage bød på overvejende godt, men til tider skiftende vejr, intensive starter, tætte mærkerundinger, fede dobbelt trapez ture, kæntringer og pludselige ”dødsstråler” i form af kraftige vindpust fra skiftende retninger, der uden varsel fik båden lige foran til at nosedive. Ganske som en Hobie sejlads er og skal være.

Torsdag d.6 sejlede 4 både fra Skovshoved mod Svanemøllen hvorefter vi koblede os på for at fortsætte turen syd over mod Kastrup. Vinden var god og der var fin fart i bådene ned mod havnen. Da vi ankom, blev vi straks modtaget af medlemmer fra Kastrup Sejlklub som stod klar med varm kakao og ophalervogne – præcis som vi var blevet fortalt. Vi skyndte os at rigge af for at kunne komme ind i varmen og få skiftet.

Det blev lynhurtigt lørdag og vi var SÅ klar til at give den gas med alle de andre. De sidste små opgraderinger blev sat på båden efter de var hentet hos Hobie-pusher Flemse, som havde været så venlig at sørge for diverse dimser. Efter en hurtig omklædning fik vi sat bådene i vandet og sejlet ud mod banen. Først på dagen var der omkring 4-5 m/sek som resulteret i nogle gode sejladser, senere hen på dagen blæste det dog lidt mere op, hvilket resulteret i at spændingsniveauet til tider også blev højnet en del især ved topmærkerundingerne hvor der både var mange både og en enkelt eller to kæntring… udover de tætte topmærkerundinger og kæntringerne gjorde det det heller ikke mindre angstprovokerende at vores trampolin gik 5-10 cm i syningen for hver vending/bomning☹ efter, det der viste sig at være sidste sejlads, var trampolinen gået i 2/3 af syningen i bagbord side, til vores held stoppede vi sejladserne lidt tidligere hvilket resulterede i at vi kunne sejle ind inden at vi gik hele vejen igennem, men uden at misse en sejlads. Dog gik der ikke lang tid før ærgrelsen begyndte at fylde i skippers hoved (Anton) da jeg jo udmærket godt viste hvad en trampolin kostede og at det nok ikke lige var til at sy hvilket ville betyde at vi nok var ude af stævnet for denne gang. Men igen beviser I hvorfor at Hobie-klassen er den fedeste bådklasse. Vi var knap nok kommet helt op før at alle var gået i gang med at finde en løsning, nogen havde allerede taget fat i Flemse (der dvs. Ikke havde nogen) andre gået i gang med at overveje om der mon lå en og flød i kælderen eller klubben. Lang tid tog det i hvert fald ikke før at vi fik beskeden om at vi bare skulle skille en klub Hobie ad fra Skovshoved og tage den med dagen efter så ville der være nogen klar til at hjælpe. Det er en kæmpe glæde at sejle med mennesker hvor man ved at hjælpsomhed er en selvfølge – tak for det!

Søndag mødtes vi på havnen og fik i løbet af ingen tid, med hjælp fra Anders, sat trampolinen fast og gjort klar til at komme på vandet igen. Vi skyndte os at klæde om og komme ud på banen igen. Dagen bød på 6-8 m/sek væsentlig flere blev oven på trampolinen denne dag dog var der vist et enkelt nosedive hvor en enkelt vist slog hovedet – dog ikke nok til at slå dem helt ud af kurs, så vi endte med at få gennemført 4 sejladser mere den dag. Efter sidste sejlads sejlede vi ind til molebajer og præmieoverrækkelser for, efter lidt bådarbejde med montering af sprydstage osv, igen at smide de 5 både fra Svanemøllen/Skovshoved i vandet for at sejle hjem igen. Turen gik stille og roligt, det var en fin tur hjem på læns/agten for tværs.

Resultater top-3:

  1. Peter Måhr/Mia Chandler Hansen
  2. Mikkel Stampe Nielsen/ Emma Chandler Hansen
  3. Rasmus Hytting/ Ditlev Heinemann

Skippers beretning:

-Egentlig var det meningen og planen helt fra midt december af at jeg skulle have sejlet med min fast makker fra Svanemøllen – Polyester Cup skulle have været kulminationen på mange timers arbejde på vores kære Hobie Cat henover vinteren, men grundet visse omstændigheder kunne han pludselig ikke, så stod jeg der uden gast og havde 2 muligheder: aflys eller find en ny… jeg havde flere sejlere i kikkerten som potentiel stand-in gast men pludselig faldt det mig ind at jeg da bare kunne spørge min far der sejlede Hobie for 25 år tilbage, det ville give os flere muligheder for at kunne træne op til og hvad kunne man mere ønske sig som skipper end en gast der bare skulle støves af? Det var en fantastisk oplevelse at få lov til at kunne dele sammen, både træningstimerne inden men især selve stævnet hvor vi virkelig fik en på opleveren sammen. Derudover var det at skulle sejle et decideret stævne også nyt for mig. Jeg har aldrig før sejlet stævne, kun kapsejladser i klubben eller til diverse camps, så det at komme ud på vandet med 10 både som alle på det ene eller andet niveau ville kæmpe for at komme først gav nogle virkelig fede øjeblikke som helt klart har været med at puste mere til mit kapsejlads-gen.

Gastens beretning:

For vores egen båd var det i mere end én forstand en fantastisk oplevelse, der som team i Hobie 16  startede blot 1 uge før det gik løs i Kastrup – men som alligevel trækker en tråd mere end 25 år tilbage i Hobie tiden i fleet 815.

Rorsmand Anton (junior,16, Feva/Hobie sejler og ungdomstræner i KØS) manglede med kort varsel sin normale gast – og pludselig åbnede muligheden sig for indfrielsen af et gammelt håb og aftale – en fælles Hobie sejlads for søn og far (Henning, 54, Luffe 37 sejler).

Jeg (Henning) havde set frem til dette øjeblik længe… ikke ”bare” for at kunne dele endnu en sejleroplevelse med den ene af mine sønner, men ekstra særligt fordi det for mig blev en tilbagekomst til en helt særlig bådtype, sejler oplevelse og fleet kultur som fyldte mange år af mit liv i midt 80’erne og 90`erne – og en båd som jeg ikke havde været på vandet med i over 25 år! Så det var med stor forventning og en vis ”passiv bekymring” vi blot en uge inden stævnet, fik nogle timers ”træning” ud for Skovshoved.

Der er dog bare visse ting man ikke glemmer – og visse ting man straks igen ved hvorfor man elsker – Hobie Cat sejlads er én af dem. Både træningen, sejladserne og stævnet blev en fantastisk oplevelse og erfaring for os begge. Dels at få oplevelsen sammen og dels det rent sejlermæssige.

Det var første ”rigtige” stævne for skipper og på trods af kraftig vind, erfarne konkurrenter, tætte infights, skrappe mærkerundinger og kæntringer omkring os, kom vi godt og effektiv igennem de enkelte sejladser med stort overblik. Nogle af sejladserne og passagerne endda rigtig godt. Det gav en masse nyttige læring for os begge og ”hår på brystet” til kommende konkurrencer, og en masse god erfaringsudveksling undervejs – ud fra hver vores erfaringsbase.

Med de personlige historiske briller til en tid hvor vi stadig blev inspireret af ”Sharing the wind” var det sjovt og dejligt igen at mærke stævne stemningen (fra den gang store DM, EM i DK og Holland samt et utal af stævner på tyske søer) samt ikke mindst den gode fleet kultur og store hjælpsomhed, der hersker. Det er skønt at se at der fortsat er ”ældre mænd i deres (fortsat) bedste alder”, der dyrker glæden ved fællesskabet og livet på vandet i en Hobie Cat – og et par af dem (+ en tilsvarende yngre kvinde) fra den gang… er faktisk stadig at finde på havnen og på vandet?.

De bedste sejlerhilsner Team Seehausen

Resultatliste

Galleri:

 

Translate »
This site uses cookies to offer you a better browsing experience. By browsing this website, you agree to our use of cookies.