Hobie Long Haul 2023 – Fleet 333

Så fik vi endelig samlet lidt billeder fra Long Haul. Og Laura har været så venlig at skrive en beretning:

I forrige weekend deltog 10 besætninger repræsenterende Danmark, Tyskland, Frankrig og Norge i Long Haul på Birkholm.

Fredag d. 18/8 pakkede vi vores oppakning godt – det skulle nemlig sejles til Birkholm i en motorbåd, hvorefter de 10 Hobie 16’er skulle sejle fra Svendborg Sunds Sejlklub til Birkholm, med en omfart til Skarø og Ærøskøbing.

Frokosten blev nydt på Skarø med udsigt over det sydfynske farvand. Herefter var der lænse race mod Ærøskøbing og her en nystart med kryds til Birkholm.

Efter omkring 4 timers sejlads med god vind endte dagen med samling på Birkholm, hvor vi blev taget godt imod.

Der blev serveret hjemmelavet lasagne efter teltene var blevet slået op for dem, der valgte ikke at sove i forsamlingshuset.

Lørdag, stævnes anden sejldag, bød på solskin og endnu en dag med god vind. Dagens race gik Tåsinge rundt! Efter nogle timer på vandet, og et par rusketure over bølgerne ved Langelandsbroen spiste vi vores madpakker på en lille strand ved Vindebyøre.

Turen hjem efter frokost var en anelse mildere end turen ud, og efter også 4 timers sejlads endte dagen på Birkholm.

Her havde de lokale på øen sørget for pulled pork burger inkl. vegetar versioner. Og ikke mindst hjemmelavet islagkager!

Om søndagen, stævnets sidste dag skulle grejet pakkes sammen og sejles tilbage til Rantzausminde havn. Efter en fælles morgenmad startede dagen med en spændende strandstart. Herefter måtte besætninger dog døje med meget svag vind og det endte med at vi måtte blevet trækket i land af følgebådene.

Alt i alt havde vi 2 sejldage med god vind, dog 3 dage med fællesaktiviteter og hygge på Birkholm. Stævnet sluttede af med følgende resultat: Matz og Emma på en 3. plads, Charlotte og Paula på en 2. plads. Første pladsen gik til Nicolaj og Azin.

Præmie? Ja det blev selvfølgelig hjemmedyrket afgrøde alla Birkholm: nok den største squash samlingen havde set til dato.

Tak til familien Mørk på Birkholm for den varme velkomst, hjemmebag og store hjælp til planlægning af stævnet.

Vi ses til næste Long Haul!

Billede- og videobibliotek: https://nx33750.your-storageshare.de/s/DNrnXM7WtQrM7Go

Dette websted bruger cookies til at tilbyde dig en bedre browseroplevelse. Ved at fortsætte på denne hjemmeside accepterer du vores brug af cookies.