Så blev det igen tid til årets 333 Cup, som i år også havde fået stemplet DM. Det blev så mig der vandt opgaven med at skrive en beretning. Tak til Rasmus og Ditlev for at sejle på den forkert side af dommerbåden 🙂 Jeg kunne jo have ændret hvilken position fra først sejlads, der skulle skrive beretningen, men jeg var flink ;). Jeg ved ikke om det var DM titlen, der gjorde det, men Calle havde taget den helt store værktøjskasse og målebånd med, der var i hvert fald en, der skulle have trimmet båden. At han så havde glemt en fastnøgle, er selvfølgelig en lille smutter, men mere om det senere.
Som sidste år var der igen helstegt pattegris på menuen lørdag aften. Alle, der har været med til 333 Cup ved, at maden er mindst lige så vigtig som sejladsen, så det var selvfølgelig et godkendt valg efter sidste års succes.
Første dag på vandet bød på en god vind fra vest omkring de 8m/s. Vi fik hurtigt banket nogle sejladser af sted, og Daniel fik hurtigt lagt sig i front med 3 prikker. Undertegnede røg dog ind i en defekt med spiler faldet i tredje sejlads og valgte at udgå, da vi kunne spare et opkryds. Vi missede dog kun en sejlads ud over den, hvilket vi dog var ret kede af, da Nicklas forsøgte at kvalificere sig til årets stunt pokal ved at nosedive på startlinjen. Rygterne ud i sejlermiljøet går på, at der findes en video i tvivlsom kvalitet 😉 Lige før 4. start gik, valgte Calle at lægge masten ned, og så var vi tilbage ved den fastnøgle. Så vil jeg altså ikke høre mere for min spiler. Der er andre, der glemmer at fikse ting, de ved er tvivlsomme 🙂 Starten blev udsat indtil Calle var drevet væk fra startlinjen. De 2 sidste sejladser forløb fint med meget varieret vind og store vindspring. Dette var ikke noget Daniel kunne lide, da han var blevet forvist af brormand til anden pladsen. Peter havde gjort brug af sit lokalkendskab og sejlet end ret stabil serie og lå nu på 3 pladsen.
Efter dagens sejlads bød Fleet 333 på øl, sodavand og chips, mens der blev rigget af. Aftensmaden var som sagt helsteg ”pattegris” med tilbehør, og det kunne vi som sagt godt lide. Flæskesvær ad libitum er ret lækkert!😋
Søndagen bød på ingen vind, og det var allerede blevet set i vejrudsigterne om lørdagen, så det gjorde ikke så meget, da vi havde fået banket 6 sejladser af dagen inde. Hyper optimistisk Olsen gennemtrawlede dog alle vejr-prognoser hvert 5 sekund og kunne ud fra dem se et interval på cirka ”5” minutter med vind, så vi blev sendt på vandet. Det var nok der, jeg som formand for fleeten skulle have brugt min veto stemme og ændret den beslutning eller pudset Olsens briller, for der var absolut ingen vind. Tætteste båd på at nå dommerbåden var undertegnede. Det viste sig åbenbart, at i meget let vind kunne man ved at bagudrette Sørens snak skabe mere fremdrift end med hjælp af vinden. Vi sejlede i hvert fald de andre agter ud, men Anders opgav håbet, nok fordi han var bange for, at det skulle blive mørkt, inden vi nåede ud til ham, og vi blev sendt tilbage på land.
Dagen sluttede med præmie overrækkelse hvor Nicolaj og Michelle tog sig af guldet, Daniel og Emil tog sølvet og Peter og Martin sluttede podiet flot af.
Tak for denne gang og vi ses til EM.
/cmp