Photo: Christian Beeck
Hobie 16 Gold Fleet……Daniel/Josephine tager starten….
Som allerede publiceret ovre på DHCAs Facebook kanal blev årets Hobie MultiEuropeans i Travemünde, Tyskland en stor sportslig succes set med danske øjne.
Daniel Bjørnholt/Josephine Frederiksen sejlede sig med en solid og stabil serie til sølv i Hobie Cat 16 Gold Fleet kun et mulehår fra guld. Og det under udfordrende og meget varierende vindforhold, som også illustreret af de mange elevatorplaceringer i resultatlisten. En indsats som lover godt for det kommende VM i Spanien.
For de resterende fire danske teams i Gold Fleet kneb det mere med stabiliteten under de givne forhold. Årets DS-DM vindere, Nicolaj Bjørnholt/Michelle Jensen, måtte som næstbedste danske team efter et par elevatorture tage til takke med 12. pladsen i den 48 båds store Gold Fleet.
I Hobie Cat 16 Silver Fleet med 23 både heraf 3 danske sejlede Rasmus Hytting/Laura Lerche-Jørgensen Hytting sig til en flot 5. plads.
I Hobie Cat 16 EHCA SPI Cup, der blev afviklet inden de egentlige EM-sejladser, lagde danske sejlere med to podium-placeringer grundstenene til, at 2022 Hobie MultiEuropeans gennem dannebrog-briller samlet set kan gå over i historien som endnu et succes-event i fortsættelse af en lang række i den danske Hobie-saga. Nicklas Heide/Jonathan Møller tog nemlig den samlede 2. plads med Mikkel Stampe Nielsen/Chandler Hansen på 3. pladsen.
Resultater:
2022 Hobie Cat 16 EM – Gold Fleet
2022 Hobie Cat 16 EM – Silver Fleet
2022 Hobie Cat 16 SPI EHCA CUP
Klik her for alle resultater, protester m.m.m.
/eo